‘I nat kommer krigen hjem’ – en anmeldelse

Foto: Thomas Cata

Forestillingen handler om attentatet på Charlie Hebdo i 2015, men handlingen spreder sig meget bredere til de efterfølgende terrorangreb og de dilemmaer, som følger med i kølevandet på disse begivenheder. ”I nat kommer krigen hjem” er en metafortælling skrevet af dramatikerne, Joan Rand Christensen og Kristian Thingholm Erhardsen. I stykket følger vi deres brevveksling, refleksioner og diskussioner i dannelsen af den samme forestilling vi sidder og ser.

Foto: Thomas Cato

Vi bliver ført ind til historien om en tankeudveksling omkring, hvordan vi som mennesker behandler hinanden og hvordan groteske begivenheder, der involverer mord og drab alt for ofte, alt for hurtigt, går i glemmebogen. Endnu vigtigere er, at der bliver gjort op med at selv en morder, ikke nødvendigvis er ond eller ondskaben selv, og at alle mennesker har en bevæggrund for at agere som de gør. Et utroligt vigtigt budskab som folk alt for ofte glemmer, det at når vi gør mennesker til monstre, så udvisker vi deres menneskelighed og lader det ske en gang til da ”mennesker umuligt kan gøre noget så grusomt”.

Foto: Thomas Cato

Personligt var jeg stor fan af stykket og de to skuespillere, Marie-Lydie Melono Nokouda og Johannes Lilleøre. De var utrolige dygtige og udførte teksterne med så stor en indlevelse, at man hurtigt blev fanget.  Stykket sætter spørgsmålstegn og udfordrer mange store emner, vi burde tale meget mere om såsom;

Hvad gør det ved os som mennesker, og vores selvforståelse når terror hænder? Er vi klar over, at vi selv lever i et krigsførende land? Kan vi kun definerer mennesket som godt og ondt? Er det fair at nogle mennesker skal råbe for at blive hørt pga. deres hudfarve?

Det største indtryk jeg fik ud af selve stykket, var Marie-Lydie Melono Nokouda’s monolog omkring det altid at være forkert, det med altid at blive spurgt og rost for hvor dansk man er, for derefter i samme vending få at vide hvor fremmed man er. Det er hårdt at kæmpe sig igennem et samfund, hvor man føler sig uønsket og det er endnu hårdere at skulle tvinges til at identificeres med individer, der begår grusomme handlinger på baggrund af ens religion, hudfarve eller køn.

Foto: Thomas Cato

Det er en interessant ide at bruge chok scenerne til at gøre et indtryk på folk, men da teater er teater, kan det hurtigt komme til at falde ind i den underholdningskategori som teater nu en gang er. Omend ikke andet ville det have være en klar fordel at kunne uddybe eller udfolde samtalen gennem podcasts eller video, som også ville kunne forlænge samtalens levetid.

Foto: Thomas Cato

Spillested: Teatret ved Sorte Hest
Spilleperiode: 11. april – 11. maj 2019

Tegning: Erik Petri, Grafiker: Jakob Rønlov

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.