Pearl Cutten er aktuel med sin nyeste single ”The Pain in You”

Sangerinden Pearl Cutten er i dag aktuel med sin nyeste single ”The Pain in You”, og vi har taget en snak med hende for at lære hende bedre at kende og høre om inspirationen bag den nye single. Cutten er født i Botswana af en Botswanesisk mor og en indisk far – hendes multikulturelle oprindelse har haft en positiv indflydelse både på hende og hendes musikalske karrierer. Læs videre og hør mere om hendes spændende karrierer.

Fortæl lidt om dig selv og hvad du har lavet indtil nu?

Jeg har lavet musik i mange år og er en af dem, der ikke kan slippe musikken fordi det er en så stor del af mig. Jeg har undervist både i sang og bevægelse i mange år som supplement til kærligheden til den kreative del af mig. Udover det, er jeg i gang med at samle erfaring og viden som behandler. Jeg har en uddannelse i noget der hedder DDS Terapi, som er en form for bindevævsmassage kombineret med strøm. Det er en anden lidenskab, jeg har udover musik, men er kun lige begyndt.

Hvornår begyndte du at synge?

Jeg begyndte at synge som barn i Botswana, men den gang var det bare noget jeg gjorde fordi det var en del af kulturen. Det var først efter at, jeg kom til Danmark, at jeg begyndte at skrive tekster, fordi jeg var ensom og ligesom skulle udtrykke de følelser, der var gemt indeni. Så skulle teksterne bruges til noget så kom den første tanke om, at jeg også lige så godt kunne synge.

Hvornår fandt du ud af, at du skulle gøre noget professionelt ud af at synge?

Det var svært for mig at være teenager i et fremmed land, og jeg havde det svært hjemme hos mine forældre, så sang var en form for flugt til at starte med. Jeg tog til Tyskland som 18 år, mest for at komme væk hjemmefra og endte som professionel korpige i ca. halvanden år. Lige siden har jeg ikke kunne slippe det, selvom jeg også har arbejdet med andre ting og har haft lange pauser fra det.

Hvad har inspireret din nye single og hvad kan man forvente?

Lige nu er det kun en Single udgivelse, men ideen er, at det mindst bliver en EP. Projektet hedder Fragments of my Soul, fordi jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg er inspireret af min egen sjælelig rejse i mit indre univers såvel som mit ydre. Der er også en dobbelt betydning med projektets titel, fordi jeg også hentyder til genren, soul og de forskellige måder jeg fortolker den genre på. Den første single hedder The Pain in You og handler om at være i et forhold, hvor der er manipulation, kontrol, løgne osv, men hvor man indser, at partneren der gør alle de her ting går med en stor smerte, så i sidste ende handler det ikke om det had de udviser overfor en eller den skam de frembringer i en, men mere om den smerte de går med. Self love er også vejen frem for den person, der føler sig svigtet.

Din musik beskrives bedst som Soul og r’n’b krydret med reggae & jazz – følger dit nye album i samme retning?

Som sagt hedder det Fragments of my Soul, så ja i forhold til soul eller soulfulness, men jeg dyrker lidt mere intenst soul genren og ikke så meget i fx reggae. The Pain in You er meget mere up in your face soul, end det jeg ellers har lavet før, så jeg bliver meget mere i genren og blander ikke forskellige elementer sammenlignet med sidste Album. Sangen appellerer også til en større målgruppe og ikke kun til den modne soul lytter.

Kan vi forvente at se dig på en turne rundt i landet?

Da det kun er en Single udgivelse er der ingen turne, men jeg arbejder fortsat med de andre sange, så i kan forvente flere sange, som ender i en EP-udgivelse. Jeg kommer nok til at optræde i ny og næ, men en rigtig plan kommer lidt senere i processen. Jeg skal optræde med singlen til et stort Fashion Award show i London den 5. oktober

Du har tidligere udtalt at din musik er svær at bryde i gennem med i Danmark – synes du det er blevet nemmere?

Jeg tænker ikke så meget over det længere, fordi vi lever i en digitale verden, hvor man kan høres af folk fra hele verden og man kan spille i andre lande.

De genre jeg bevæger jeg mig i er ikke de mest gængse at bryde ud med herhjemme og nok mange andre steder selvom det er nemmere i andre lande. No bad feelings, det er bare sådan det er. Det er derfor jazz musikere har så travlt med at spille så mange jobs under jazzfestivalen, fordi der kan de virkelig blive set og hørt. Til gengæld synes jeg, at der flere spændende soul bands i Skandinavien, så det er positivt.

Jeg er glad for mine danske lyttere og dem der kommer til mine koncerter og støtter op og håber selvfølgelig på at jeg kan blive hørt af flere fremover.  The Pain in You vil nok også ramme et større publikum, end de sange jeg har lavet før, så jeg krydser fingre.

Hvordan har din afrikanske og indiske rødder påvirket din musik?

Det er mest mine afrikanske rødder, som har påvirket min musik, fordi jeg er vokset op med tanter og kusiner fra min mors side, der bare kan synge. Det har smittet af, og jeg er stolt over at være den første ud af flere generationer af fantastiske sangere, der har gjort noget ved det.

Hvad er dit forhold til dit hjemmeland Botswana?

Jeg har en stor tilknytning til Botswana som ikke kun er baseret på familie relationer, men en opdagelse som jeg selv har været på, og stadig er på. Jeg har bygget et netværk for mig selv i forhold til musikindustrien i Botswana, og det er det, der binder mig til landet nu. Det er der ideerne til Fragments of my Soul udspringer fra, og jeg glæder mig til at bevæge mig mere ind i Botswanas musikalske univers.

Hvad indebærer fremtidsdrømmene?

Skrive flere rigtige gode sange fra hjertet og rør og inspirere andre på en måde som jeg ikke har gjort før.

Du kan lytte til “The Pain in You” på alle digitale platformer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.